Udviklingsplanen udarbejdes indenfor de første 3 måneder af beboerens ophold i huset. Herefter afholdes der samtaler 2 gange årligt i maj og november, hvor udviklingsplanen revideres.
Udviklingsplanerne skal fungere som et samarbejdende led med de handleplaner, som kommunen skal tilbyde den enkelte borger, der modtager særlige ydelser (§ 111 Lov om social service).
Udviklingsplanen består af fire dele.
Den første del er en evaluering af mål fra sidste periode.
Den anden del beskriver de drømme beboeren har for sit liv.
Tredje del er en beskrivelse af beboerens nuværende status indenfor en række områder.
Den fjerde del er de mål, der laves for den næste periode. Målene er konkrete mål, med angivelse af hvilke forventninger, der er til beboerens indsats og hvilke, der er til personalet (eller eventuelle samarbejdsparter).
Udviklingsplanen skal være med til at sikre en synliggørelse af de kompetencer, den enkelte beboer har og kan opnå ved at bo i Drosthuset.
Procedure for justering af udviklingsplaner
Årligt i maj og november afsættes der 14 dage, hvor arbejdet med udviklingsplanerne er fokus for alle medarbejdere og beboere, med undtagelse af eventuelle akutte situationer.
Beboerne taler inden udviklingssamtalen med sin kontaktperson omkring, hvilke emner der skal være fokus på ved udviklingssamtalen.
Ved udviklingssamtalen deltager beboer, kontaktperson og lederen. Lederens rolle ved samtale er som observatør. Det vil sige lederen deltager ikke direkte i samtalen, medmindre andet er aftalt. Kontaktpersonen har ansvar for, at der tages noter. Lederens deltagelse i samtalen begrundes i at vedkommende har det overordnet pædagogiske ansvar, og dermed også har brug for kendskab til den enkelte beboers ønsker og støttebehov.
Først evalueres på målene fra sidste periode. Herefter drøftes relevante emner, og der fastlægges mål for den næste periode.
Kontaktpersonen udarbejder en ny udviklingsplan på baggrund af samtalen.
Kontaktperson og beboer holder et afsluttende møde, hvor udviklingsplanen forelægges beboeren. Eventuelle uklarheder eller uoverensstemmelser rettes og udviklingsplanen underskrives af beboeren. Beboeren kan godt være uenig i indholdet i udviklingsplanen. Er dette tilfældet skrives det, som notat i udviklingsplanen. Originalen opbevares i en mappe på lederens kontor. Beboeren får udleveret en kopi.
Evaluering
Hver gang udviklingsplanen revideres og justeres i maj og november, bliver denne evalueret. Evalueringen sker i samarbejde med den enkelte beboer og tager udgangspunkt i den foreliggende udviklingsplan. Evalueringen er en del af udviklingsplanen, som skrives i Bosted.
Inddragelse af beboere
Vi lægger i Drosthuset vægt på, at alle beboere er og føler sig inddraget i de beslutninger, som vedrører den enkeltes ophold i huset. Inddragelse er et vigtigt element i forhold til at styrke den enkeltes selvstændighed og ansvarlighed.
Udviklingsplaner
Det er beboerens ønsker, der er udgangspunktet for den støtte som Drosthuset tilbyder, i henhold til de aftaler, der er nedfældet i udviklingsplanen.
Dokumentation af medinddragelse garanteres ved, at både kontaktperson og beboer underskriver udviklingsplanen.
Der udleveres kopier af ovenstående dokumenter til beboeren, hvis dette ønskes.
Evaluering
En gang årligt evalueres den enkeltes beboers tilfredshed med inddragelse. Dette gøres hvert år i november måned i forbindelse med udarbejdelse af udviklingsplanen. Derudover evalueres beboernes fælles oplevelse af inddragelse også en gang i årets sidste kvartal på et husmøde.
Dette gøres for at sikre at beboerne har indflydelse på deres eget hjem og hverdag. Det skal være med til at sikre ligeværdighed mellem beboere og personale. Derudover kan det styrke følelsen af ansvar hos den enkelte i forhold til sig selv, deres medbeboere og personalet.
Både den fælles og individuelle evaluering tages op på et personalemøde, hvor der ud fra besvarelserne tages stilling til om der skal foretages ændringer i praksis i forhold til brugerinddragelse.
Tilgængelighed
Politikken er tilgængelig på Drosthusets hjemmeside www.drosthusene.dk.
Revidering af politikken
Politikken revideres minimum en gang om året i 2. kvartal.